(Bogradio 011): Harald Blåtand bliver som regel beskrevet som Danmarks fader – manden der samlede danerne og gjorde dem kristne. Det skyldes i høj grad skriften på Jellingestenen, som han selv fik lavet. Men det er det rene spin, siger forfatteren Preben Mørkbak, der har udgivet en roman om Haralds søn, Sven Tveskæg.

Det var nemlig Sven der gjorde begge dele – han samlede Danmark med rå magt ved at smide tyskerne ud, og han kristnede danskerne ad bagvejen ved at importere skriftkyndige embedsmænd, der tilfældigvis også var munke.

I romanen ‘Sven Tveskæg – Danernes sidste viking’ følger vi Sven som barn og ung mand. Hans far, Harald Blåtand, er uhørt voldelig over for sin søn, der ender i lære som kriger hos Palnatoke. Og det er de kundskaber, han lærer her, der gør ham i stand til i sidste ende at hævne sig over sin far og skabe et uafhængigt Danmark.

Sven Tveskæg kunne være rå og grusom i krig, og hans rygte har ikke været godt, hvilket i høj grad skyldes, at det var hans fjender der skrev historien. I Preben Mørkbaks fortælling møder vi Sven Tveskæg på godt og ondt, og ud over at skrive en spændende historie har det været forfatteren magtpåliggende, at give et mere sandfærdigt billede af Sven, end det vi møder hos fx Saxo. Bag romanen ligger en mangeårig research af såvel samtlige kilder fra datiden som den nyeste forskning på området.

I programmet fortæller Preben Mørkbak om hvorfor Jellingestenen er løgnagtig og om hvordan Sven Tveskæg samlede og kristnede Danmark. Han læser også nogle korte uddrag fra romanen, der er første bind af to. Andet bind kommer foråret 2010.

Her er en smagsprøve på bogen.