(Bogradio 017): – Som en buttet kvindes inderlår og en ung piges hvælvede bryst, forklarer han og runder sigende sine hænder. For han har haft fingre i snart sagt alt, hvad Moder Jord skænker os af råt kød eller smygende glatte, smækre og lækre godter.

Godterne er i hans hænder kærligt blevet æltet og sanseligt krammet. Han har ikke været karrig med at lade os lure med, når han har pillet ved sine godter. Han kalder sig selv ”lystbager”.

- Jeg kan li’ at røre ved dej, siger Claus Meyer, der længe har savnet en ordentlig bagebog. Så derfor har han nu udgivet bogen Meyers Bageri sammen med sin chefbager Nicolai Halken Skytte.

Jeg har aftalt at interviewe Claus Meyer hjemme hos ham selv. Det er en tidlig formiddag. Stemningen i den store Frederiksberg-villa er allerede travl men uformel. Han afslutter dagens første møde omkring familiens spisebord, byder på kaffe og forklarer på sin velkendte hektiske facon:

- Brødbagningen har selvfølgelig også udviklet sig.

Så ringer telefonen, og jeg får et øjeblik tid til at studere spisestuen med direkte adgang til køkkenet. Det virker nærmest som om, at køkkenet er krøbet helt herind i stuen. Rundt omkring på borde og hylder er der spækket med interessante smagsprøver, olier, oste, kander, krydderier og spændende og for mig ukendte flasker.

Passionen for mad og udfordringer til smagsløgene fornægter sig ikke – den er allestedsnærværende her i lystbagerens hjem.

- Hvor var det nu vi kom fra? – jo altså, det handler om at afdramatisere surdejen, at skabe en våd og blød dej, det handler om den vilde gær, om økologi og de gamle kornsorter, opsummerer han og udråber Ølands-hveden til intet mindre end et mirakel.

Kimen til lystbagerens brød-passion og dej-glæde blev allerede lagt, da han var 7 år. Det var i Astas bageri derhjemme på Lolland, hvor han fik sit livs første ansættelse.

- Jeg kom hver morgen og bar brød fra bageriet over i forretningen, og om lørdagen kunne jeg så hæve min løn. Det var lidt lommepenge og en pose slik.

Jeg spørger Claus Meyer om, han stadigvæk kan finde på at sætte sine ben i fremmede bagerier.

- Ja, det kan du bande på, svarer han uden at tøve et sekund. Jeg kommer ikke til en by uden at besøge den bedste bager. Det gør jeg af to grunde: for at blive klogere og fordi, jeg elsker noget, der smager godt.

Jo, lystbagerens lyster handler ikke kun om at ælte dejen, men også om at sætte tænderne i et saftigt brød.