(Bogradio 019): Iført sort corsage, flødeskums-flæser, højt hår og piskeris lokker Caroline Fleming sine læsere med i køkkenet. Udover opskrifter indeholder bogen også fotos og husmoderråd.

- Jeg ved ikke rigtig, hvor velegnet hendes påklædning er i et køkken, siger Lars Sonne-Hansen, forstander på Suhr’s Husholdningsskole, og ser lidt tvivlende på Caroline Flemings bog Baronessen går i Køkkenet.

- Der mangler måske også billede af noget spiseligt uden på hendes kogebog, tilføjer husholdningsforstanderen. Altså med mindre man da kan lide at spise smukke kvinder.

Til gengæld indeholder Caroline Flemings kogebog ikke blot opskrifter og billeder af den smukke baronesse selv. Bogen indeholder også en række af hendes husmoderråd.

- Madlavningen er måske det halve af husholdningskunsten, siger Lars Sonne-Hansen. Resten handler faktisk om at holde hus, så det er en fremragende ide, at Caroline Fleming giver plads til sine husmoderråd i bogen.

Baronessen råder blandt andet om gryder, der er brændt på: ”Den bliver ren igen, hvis du stiller den i blød i cola natten over.”

- Jeg har ikke prøvet netop det husmoderråd selv, kommenterer Lars Sonne-Hansen, men det er sikkert sundere at hælde en sjat cola i gryden frem for at drikke colaen …

Husholdning er stærkt beslægtet med bæredygtighed, forklarer forstanderen og tilføjer, at følger man husmoderrådene, vil det som oftest netop betyde super bæredygtighed.

Faktisk er forstander for Suhr’s Husholdningsskole Lars Sonne-Hansen blevet så inspireret af baronessens husmoderråd, at han overvejer, om skolen skal tage konkurrencen op på området.

- Det er jo ærgerligt, at husmoderråd stort set er faldet ud af alle kogebøger i dag. I vores dagligdag her på skolen udgør de en stor og naturlig del af undervisningen.

Hvad kan en hårtørrer også bruges til?

Hvorfor gør du klogt i at rive halvanden meter af dit nedløbsrør og smide strygebrættet på porten?

Vil du vide det, så lyt med på radiointerviewet her med forstanderen for Suhr’s Husholdningsskole, Lars Sonne-Hansen, som også hævder at han er husmoder, for som skolens slogan lyder: ”Lidt husmoder er man vel altid”.