Claus Meyer slynger salaten
(Bogradio 021): Kølig, men endelig ikke kold, saftig, kontrastfyldt, bristende og velafbalanceret, sødmefuld med kantet syrlighed, indkapslet i cremet og rund, favnende mildhed og glem endelig ikke det bitre ”smæk”. Det er sådan nogenlunde essensen af det Claus Meyer producerer i sit salatværksted.
- Uden bitterhed bliver salaten banal, understreger salatmesteren i min snak med ham om bogen Claus Meyers Salatværksted.
Salatmesteren er nemlig ikke blot en kunstner i sit salatværksted. Han er også lidt af en ord-kunstner, når han skal beskrive, hvad det er, der gør en god salat.
- Ingredienserne skal klæde hinanden ikke blot smagsmæssigt, men også i farve og væskeindhold, belærer salatmesteren. En salat skal være kølig, men endelig ikke kold, for det forhindrer aromaerne i at nå dit sanseapparat. Og så skal der altid i en god salat være noget, der knaser. Den skal være kontrastfyldt, bristende og velafbalanceret.
- Det er tryghedskabende at være tro mod sit terræn, tilføjer Claus Meyer og forklarer, at har han først indledt sin salat-komposition i Middelhavs-universet, så er det en god regel at holde sig på de kanter.
- Men hvad så med dressingen? spørger jeg. Hvordan laver jeg så en god dressing?
- Sådan kan man ikke spørge. Det er jo det samme som at spørge, hvordan spiller jeg et fantastisk stykke musik – eller hvordan laver jeg et genialt maleri, der får Per Kirkeby til at græde, replicerer salatmesteren overbærende og anbefaler, at jeg investerer i hans bog om salatværkstedet, hvis jeg virkelig vil lære dressingens sjæl at kende.
- Forholdet mellem den sure eddike og den fede olie er et af gastronomiens lykkeligste ægteskaber, men det er dæleme ikke ligegyldigt hvordan og hvilke, du bruger i dine salater.
Men han indvilger dog i at give mig et par tips. Dem kan du også høre her i radiointerviewet med Claus Meyer.
Salatmesteren har allerede endnu en bog på bedding – en gastronomisk kalender, kalder Claus Meyer den.
- Det blive en kæmpe-bog med opskrifter til hver eneste dag i året. Med mindst mulig anstrengelse får du mulighed for at række ud efter de bedste måltider.
Bogen kommer på Lindhardt og Ringhof i det nye år.
Få et indtryk af Salatværkstedet ved at klikke her.

- Titel
- Meyer Salatværksted
- Forfatter
- Claus Meyer
- Forlag
- Lindhardt & Ringhof 2009
- ISBN
- 9788711434734
- Omfang
- 218 sider
- Pris
- Kr. 269,95






