Lang rejse ad mørkets vej
(Bogradio 025): I lange perioder af sit liv har skuespilleren Ole Thestrup befundet sig i mørke på grund af sit alkohol- og pillemisbrug. Han har kæmpet med svedeture, mandolinfeber og ufattelig angst.
Skuespilleren er dog kommet ud af sit misbrug og har efterfølgende haft nogle af sit livs bedste og mest succesfulde roller. I erindringsbogen ”Min lange rejse hjem” har han skrevet om det hele.
Ole Thestrup skulle egentlig have været musiker, og han forsøgte sig også som journalistelev i Hobro, inden han kom på Århus Teaters elevskole. Som barn var han en energisk, glad knægt, som forstod at fyre vittigheder af, og det var han også som voksen. Imidlertid var den gal med selvtilliden, og det var heller ikke så let at omgås det modsatte køn. Alkohol og piller løsnede sindet op.
Som årene gik, stod de gode oplevelser i kø på teater og film. Bag kulisserne indledte skuespilleren en lang rejse ad dødsruten, som kulminerede i den episode, der også fik mediernes bevågenhed. En brandert ombord på et jumbofly, hvor han kastede en drink i ansigtet på kaptajnen, som valgte at lande flyet i utide. Ole Thestrup blev sat i spjældet i Canada – en oplevelse, som rystede ham dybt, og som blev begyndelsen på et nyt liv uden alkohol.
Ole Thestrup har været ædru i 10 år, og i denne periode har han spillet nogle af sine bedste roller bl.a. i Tom Waits og Robert Wilsons musical ”Woyzeck” på Betty Nansens og i titelrollen i ”Jeppe på bjerget” på Det danske Teater. En oplagt rolle for skuespilleren, som kendte den indefra.

- Titel
- Min lange rejse hjem
- Forfatter
- Ole Thestrup
- Forlag
- Lindhardt & Ringhof 2009
- ISBN
- 9788711436851
- Omfang
- 270 sider
- Pris
- Kr. 299,95






