New York City: Storytelling er i sig selv ikke et nyt fænomen. Det har eksisteret altid og i alle afskygninger. De fleste af os forbinder det med spøgelseshistorier og eventyr, men i de sidste 10 år har storytelling vokset sig til en sport for voksne.

The Moth i New York er en non profit-organisation, som arrangerer storytelling-events, der fokuserer på sande historier. Et af deres faste programmer er de såkaldte storyslams, hvor den almene New Yorker kommer ind fra gaden, smider sit navn i en hat, og håber på at blive en af de 10 heldige deltagere, der fortæller en del af sin egen historie. Hvert slam har et tema, som for eksempel fødselsdage, skæbnen eller forklædning.

Deltagerne forbereder en historie på fem minutter om dem selv, der omhandler aftenens tema. Som The Moth selv siger, så fact-tjekker de ikke historierne, men de lægger vægt på, at historierne er sande, og i deres informationsmails tilbyder de guidelines til at hjælpe folk med at fortælle deres egen historie bedst muligt.

Tværfaglig disciplin
Storytelling er en af de tværfaglige discipliner, der binder narrativ psykologi og litteratur sammen. Adskillige narrative teorier lægger vægt på evnen til at kunne fortælle sin egen historie, sit eget selv. Ved hjælp af litterære teknikker skaber vi vores egen livshistorie. Når vi former vores erfaringer til historier, hjælper vi os selv til at forstå vores egne motiver og mål, og gennem vores livshistorier skaber vi en sammenhæng i vores liv.

Den sammenhæng giver os en mening med vores liv, frem for at se vores liv som fragmenterede hændelser. Storytelling giver os lov til at fortælle vores egen historie, som vi har lyst til. Vi bestemmer, om vores historie skal være en trist, glad eller sjov historie for eksempel, fordi storytelling tillader os at lege med vores egne facts. Vi kan fortolke os selv, som vi ville fortolke en karakter i en roman, forskellen er, at vi bestemmer, hvad der sker på næste side.

En dansker i New York
På trods af finanskrisen er The Moth i rivende udvikling, og det skyldes ikke mindst den administrerende direktør Lea Thau. Lea har været med stort set fra starten af, og så er hun dansk. Hendes første møde med New York var i en sommerferie, og hun blev straks forelsket i byen:

- Jeg var skudt i New York. Tempoet, mangfoldigheden, den daglige kamp om plads, anerkendelse og overlevelse. Folk vælger at være her på trods af sindssyge huslejepriser, hårdt klima, rotter i gaderne, og rundsave på albuerne, og alt det der udmattende New York-mas, som man dagligt skal kæmpe med. De vælger det, fordi de oplever, at mulighederne for at se og opleve det bedste af det bedste findes i større koncentration her end andre steder. Det giver en enorm dynamik, at alle, som bor her, aktivt vælger det hver dag, og at de er hyperbevidste om det at være New Yorkere som en stor del af deres identitet.

Lea blev ansat på The Moth som producer på deres Mainstage-serie, som er et tilrettelagt storytelling-show, hvor Salman Rushdie, Ethan Hawke og andre etablerede kunstnere har optrådt.

Gennem The Moth lærte hun George Dawes Green at kende, som startede The Moth. George Dawes Green har skrevet bøgerne The Cavemans Valentine og The Juror, som begge er blevet filmatiseret, og har netop, efter en lang pause, udgivet Raven.

Efter hans to første succeser tilbage i 1990’erne besluttede han at starte The Moth. Det startede som storytelling-aftener i hans lejlighed i the East Village, men da over 100 mennesker mødte op for at tage del i festlighederne, besluttede han at starte en organisation, og sådan blev The Moth til.

Hans storytelling-aftener i New York begyndte som et savn efter den intimitet og dybde, han havde oplevet de aftener, han var vant til fra sin hjemegn, Georgia. Navnet, The Moth, er et minde fra den gang George Dawes Green selv kom til storytelling aftener hos sin ven, Wanda, på St. Simon i Georgia. Der fortalte han og hans venner hinanden historier på Wandas terrasse, hvor møllene kom flyvende ind igennem huller i skærmene, der omkredsede terrassen.

Mandfolkehistorier
Lea blev også ansat til at lede The Moths Outreach Program, der tilbyder storytelling-workshops til marginaliserede grupper i New York. Hendes første opgave som Outreach Coordinator var på et afvænningscenter for hjemløse mænd:

– Jeg havde ikke rigtigt noget program at introducere endnu, og jeg havde ingen materialer eller storytellere med, og jeg var mildest talt uforberedt og grøn. Samme morgen havde jeg været til et møde med en, jeg gerne ville gøre indtryk på, så jeg havde klædt mig i en nydelig lille bluse og en lille nederdel, som passede til den meget varme forsommer, men ikke til at skulle besøge 200 mænd, som ikke havde set en kvinde i måneder.

- Jeg stod helt nede bag i rummet og blev introduceret til sidst i mødet, og da jeg gik op igennem lokalet, udbrød der en sand larm af råb og hujen og pift. Jeg blev selvfølgelig helt rød i hovedet og fik akavet fremstammet et eller andet om, at vi tilbød en storytelling-workshop, mens de fortsatte med at huje og pifte.

- Jeg ved ikke, om der var nogen, der hørte mig, men da jeg efterfølgende stillede mig hen til det bord, hvor de kunne skrive sig op, eller stille spørgsmål, formede der sig en lang kø. Jeg kiggede lidt forfjamsket op fra mine papirer og så, at den allerførste i køen havde ordene “pussy eater” skrevet hen over ansigtet. Det viste sig at være en permanent tatovering, så den kiggede jeg på hen over de næste 8 ugers workshop. Fyren hed Leo, og han endte med at fortælle en historie om sin kærlighed til blomster. Han var en fin fyr.

Leas historie er et godt eksempel på, hvordan voksen storytelling adskiller sig fra eventyr og spøgelseshistorier, og det er et godt eksempel på alle de historier, der kommer ud af New Yorkerne, når de møder op til en Storyslam. The Moth har en fast kerne af trofaste storytellers, som møder op til hvert Storyslam forberedt på at dele en del af deres sjæl med New York.

Hvad far siger
Adam Wade er en de lokale storytellers, som har vundet adskillige storyslam- og grandslam-titler hos The Moth. Han havde været en del af stand up-scenen i New York, men havde aldrig følt sig hjemme, da han fortalte historier og ikke jokes. Nogle kollegaer anbefalede ham The Moth tilbage i 2003, og lige siden er Adam mødt op, og har nu også sit eget storytelling-show: ”True Tales of College”.

Adam voksede op med en far, der fortalte ham historier om sin ungdom og hans meninger om verden, og gennem hans historier lærte Adam en del om, hvordan han skulle fortælle sine egne:

- Storytelling er vejen til viden. Man lærer noget om folk, om hinanden. Det giver muligheden for at lære fra sig uden at prædike. Og jeg tror, det er det, jeg prøver på. Jeg prøver på at finde ud af, hvordan verden hænger sammen ved at fortælle mine historier og lytte til andres.

Ved at lytte til sande historier frem for at læse en opdigtet historie får vi en eller anden form for menneskelig kvalitet og intimitet med i købet, som det måske ikke er helt muligt for os at hive ud af det skrevne ord.

Lea fortæller, at der er stor forskel på en live fortalt historie og en oplæst skrevet historie. Når folk læser en historie op, gør de det foran et publikum, hvorimod en storyteller fortæller sin historie til et publikum. Der en form for dialog mellem storytelleren og publikummet:

- Der er noget skræmmende ved at stille sig så ”nøgen” op foran et publikum, uden manuskript og uden formfuldendte, nøje tilrettelagte formuleringer, som man kan gemme sig bag. Man stiller sig ikke bare op og reciterer noget, man har øvet sig på. Man stiller sig op i direkte, intim kommunikation med et publikum, som med det samme kan mærke, hvis man lyder for indstuderet eller forstilt, og som forventer, at man møder dem — ikke som forfatter eller performer eller hvad man nu ellers måtte være af profession, men som menneske.

Historierne er dog ikke bare intime bekendelser, man ville fortælle sin bedste ven. Det er velformede og velovervejede historier. Det er en kunstform, der går ud på at afsløre universelle temaer ved at fortælle sin historie bedst muligt.

Møl i Danmark?
The Moth er, siden organisationen startede, vokset støt, og det også på trods af finanskrisen. Organisationen har vokset sig op fra få shows i New York, til nu at inkludere byer som Los Angeles, Boston, Chicago og Detroit. The Moth har i dag også en podcast og deres eget radioshow:

- Da jeg havde været på The Moth i halvandet år, overtog jeg ledelsen, og det er sjovt at kigge tilbage på den visionsplan, jeg skrev til bestyrelsen dengang, for den indeholder stort set alle de skridt, vi har taget siden og de mål, vi har nået – vores eget radioshow, shows rundt omkring i landet, udvidede Slams og Outreach-program, vores egne cd-udgivelser, osv. Den indeholdt af gode grunde ikke nogen idé om et podcast, for det fandtes ikke dengang, så der er selvfølgelig nogle ting, der er kommet til siden.

Jeg spurgte Lea, om hun mente, at Storytelling kunne blive lige så stort i Danmark:

- Jeg ved det ikke. Jeg har altid sagt nej, fordi jeg havde svært ved at forestille mig, at danskerne ville være lige så villige til at stille sig op og fortælle historier om sig selv på den måde amerikanerne gør. Dels er danskerne mere private, og dels har de lidt mere tendens til at stille deres lys under en skæppe. Janteloven og alt det der med ”Tro ikke, at du er interessant”. Men jeg fornemmer, at der sker store ændringer i kulturen i Danmark, som går i retning mod det amerikanske. Det ser jeg jo kun på afstand, men jeg fornemmer, at danskerne både er blevet mere villige til at stille sig op og sige “Kig på mig!”, og at de er mere åbne omkring det at tale om sig selv.

The Moths succes skyldes de mange mennesker, der bliver tiltrukket af enten tanken om at fortælle deres egen historie eller lytte til andres. Storytelling bliver et samlingspunkt for os, hvor vi kan dele vores erfaringer, oplevelser og tilståelser med hinanden. Vi kan tage kontrol over vores eget liv ved næsten at genskabe fortiden og skabe fremtiden. Vi kan lære af hinanden og om verden, og ikke mindst blive underholdt samtidig.

Vi længes efter historier, om vi ved det eller ej, og vi har brug for dem til at skabe sammenhæng og mening i vores liv.

Sabina Eklund er stud.mag. og bor i New York. Artiklen er først trykt i tidsskriftet Overgrunden gengivet efter aftale med redaktør Brian Stevn Hansen og skribenten.