Autofiktion

Alle har hørt om den norske forfatter Karl Ove Knausgaard. Det er nok færre, der reelt har læst ham, for man kan godt blive helt overvældet, når man ser de tykke bøger, der handler om verden ud fra Karl Ove Knausgaards egen synsvinkel. Ikke desto mindre er han blevet meget kendt og står som symbol på den moderne autofiktion, der som genre har fået sin helt særlige plads i den moderne litteratur. De nævnes dog ikke som noget af den største litteratur, når et dagblad som Kristeligt Dagblad gør op, hvilke bøger der er de største i den 21. århundrede.

Autofiktion er en genre, som ligger et eller andet sted mellem en roman og en selvbiografi. Der er ikke tale om en selvbiografi, for en autofiktiv udgivelse trækker på romanes fortælleteknik og struktur. Der er dog heller ikke tale om en roman, for personerne er virkelige, og fortællingen fremstår på den måde ganske autentisk.

Måske er autofiktionen er tegn på, hvordan tiden udvikler sig – vi centrerer mere og mere om os selv i en stadig mere individualistisk tid, og vores forklaringsmodel på verden søger i i os selv, ikke i ydre strukturer, som er givne af gud eller andre autoriteteter. Men vi vil stadig gerne have en kunstnerisk tilgang til tingene – og derfor vælger vi måske autofiktionen som form, fordi den bevæger sig i begge verdener på én gang.

Et 1970’er fænomen

Autofiktion er et fænomen, som fandt sit navn i 1977, da forfatteren Serge Doubrovsky brugte betegnelse om sin bog Fils – Sønner.

Det er altså et fænomen fra 1970’erne, og det understreger må pointen ovenfor, at autofiktionen er et tegn på den individualisering og mangel på ydre autoritet, som fik fart på i hippietiden og årene efter.

Dansk autofiktion

En række danske forfattere har også bidraget til den autofiktive genre. For eksempel Kristian Ditlve Jensen, der med sin roman Det bliver sagt tog hul på et tabubelagt område, nemlig hvordan han blev misbrugt af en voksen mand, da han var barn. Suzanne Brøggers livlige Creme Fraiche har mange læst med større eller mindre fornøjelse, og også Bjørn Rasmussen bevæger sig på erotikkens ydergrænser med sin autofiktion, der blandt andet skildrer et sadomasochistisk, homoseksuelt forhold. Knud Romer har brugt genren til at fortælle om sin barndom som søn af et tysk-dansk par – og han skildrer tiden på Lolland som meget problematisk. I det hele taget kendetegner det megen autofiktion, at afsættet er en konfliktfyldt periode, som forfatterne så bruger deres værker til at bearbejde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *