(PR): 25 år efter sin første digtsamling ”Udbrud” debuterer Henrik List som romanforfatter med denne skildring af nutidens utilpassede teenagere, som både er seje og sårbare.

Kære fucking dagbog” er en roman, der knitrer af rastløst ungdomsliv, postmoderne weltschmertz og diffus sms- og chat-kommunikation. Baseret på en gruppe tidligere emo- og punkpigers rigtige dagbøger og oplevelser. Fortalt af 15-årige Kat i hendes eget fragmenterede, slangprægede sprog er dette historien om hverdagen med en enlig mor, en psykisk syg far og en lillebror, som hun meget mod sin vilje deler værelse med. Historien om veninder, cutting, mobning, stoffer, moderæs, piercinger og lykkepiller; om følelserne for en smuk dreng, der måske er gay? Om et nyt ungdomsoprør i sort og pink; om et pigeunivers, der rummer både popkultur og punkattitude; om kampen for at bevare det elskede fristed “Ungeren” på Jagtvej 69 op til politiets rydning den 1. marts 2007.

Kære fucking dagbog er en samtidsroman for både unge og voksne, der også tegner et skarpt portræt af forældrene til 00’ernes emo’er, punkere, gothere og scene-kids: en generation med bristede succesdrømme og manglende autoritet over for deres rebelske børn.

Henrik List (f. 1965) var selv punker, skinhead og rockabilly i 80’erne. Fascinationen af outsidere, subkulturer og undergrundsmiljøer har været et gennemgående tema i såvel hans litterære som i hans journalistiske karriere – med i alt 15 bøger på cv’et + 13 år som kulturskribent på Berlingske Tidende. Blandt Lists øvrige titler er novellesamlingen Pussyland (2001), litteraturessayet Tilbage til Tanger Redux (2007) og den meget omtalte debatbog Sidste nat i Kødbyen (2007). List underviser på den nye forfatterskole FGK i Esbjerg.

Lyt til Bogradio indslag om Henrik Lists roman.