Man kan diskutere, om en saga er en genre inden for litteratur, men de fleste har i hvert fald en ret klar opfattelse af, hvad en saga er – et epos om fortiden på Island, hvor fortællingerne bindes sammen i en sindrig knude af fortælletråde, der dækker såvel mytologi som faktuelle beretninger.
Ordet saga kommer af oldnordisk og senere islandsk: Segja. Det betyder at sige, og hermed er grunden lagt til, hvad sagaen i virkeligheden er – nemlig en nedskreven version af de mundtlige historier, som cirkulerede på øen. Vi forestiller os, at en ældre, vis man har fortalt sagaerne, men familien og gæsterne i huset har sidder
om ilden og skuttet sig i den mærke, islandske nat. Senere er historierne grebet af de skriftkloge munke og sat på papir – eller rettere: på pergament, som var datidens skrivemedie.
Vi deler sagerne op i to grupper: Den første del handler om Landnamstiden, som skildrer, hvordan Island blev koloniseret. Det er ofte dystre historier med kampe og drab som tema. Den anden del handler om den periode, vi generelt kalder Sagatiden – nemlig årene fra 930 – 1030 efter Kristus. Her fortælles der om livet på Island, og det er tit fortællinger om helte og stærke gerninger.