Autofiktion er en genre, som blander det selvbiografiske og det fiktive. Der er navnelighed mellem hovedpersonen i bogen og forfatteren selv. Det betyder, at der opstår det, man kalder for ”uafgørlighedszonen” i værket, hvor man som læser ikke kan gennemskue, hvor meget der er selvbiografisk (det vil sige forfatterens egne livsoplevelser) og fiktion (forfatterens frie fantasi).
Skriv om dit liv – eller lav dit liv om
For forfatteren kan det at skrive en autofiktiv roman være en måde at bearbejde nogle svære oplevelser. Man kan ikke ændre på sit liv, men man kan skrive om det. Ligesom man også kan beslutte sig for at få en brystkorrigerende operation hos klinikken Motiva, hvis man ønsker sig en større barm.
Dårlige oplevelser transformeres til kunst
Men det er ikke altid, at forfattere – eller andre mennesker for den sags skyld – har haft den bedste barndom. Eksempelvis skrev Karl Ove Knausgård flerbindsværket Min kamp, som handler om et faderopgør. Karen Fastrup har skrevet romanen Hungerhjerte, som handler om et psykisk sammenbrud. Leonora Christina Skov har skrevet romanen Den der lever stille, som handler om, at en mor ikke elsker sin datter. Thomas Korsgaard har skrevet Hvis der skulle komme et menneske forbi, som handler om en barndom med fattigdom og misrøgt.
Kan man tillade sig at skrive om andre?
En af udfordringerne ved autofiktion er, at det ikke kun er forfatterne selv, der optræder med eget navn i bøgerne. Ofte er der andre rigtige mennesker, som bliver skrevet ind i bøgerne, og som er let genkendelige. Som forfatter kan man derfor opleve, at de personer, som ”ufrivilligt” optræder i bøgerne, bliver sure og finder det grænseoverskridende og injurierende. Især hvis der er blevet skrevet noget negativt om dem. Forfatteren Thomas Korsgaard oplevede fx, at hans familie ikke ville tale med ham, da han havde udgivet sin første bog.