H. C. Andersen skrev en roman med titlen Lykke-Per, men i dag er den vist ganske fortrængt af Henrik Pontoppidans roman af samme navn, der blev udgivet som føljetonroman i perioden 1898-1904. Henrik Pontoppidan arbejdede videre med teksten også efter udgivelsen, og allerede i1905 kom en ny udgave, og i 1918 revidere han igen teksten, og det er den udgave, vi som regel finder i moderne udgivelser.
Lykke-Per er blevet en af de mest læste romaner den seneste tid. Det skyldes uden tvivl, at Bille August i 2018 havde premiere med en filmatisering af romanen, som med et billetsalg på flere hundrede tusinde billetter er blevet en af de senere års største biografsuccesser – og nu også en succes som TV-serie.
Lykke-Per har en status, som man godt kan tøve lidt med at gå igang med 
den. Forstår man nu, hvad der menes? Men vi vil anbefale til at gå trøstigt igang – Lykke-Per er en roman med mange lag, men først og fremmest med en god historie, som fortælles i Henrik Pontoppidans sædvanlige fremragende danske sprog. Så selv om man ikke er en øvet læser med storerfaring i litterær tekstanalyse, vil man helt elementært få en god læseoplevelse i kraft af romanens basale fortælling, og det er det vigtigste.
Romanen er en udviklingshistorie om præstesønnen Peter SIdenius, som efter et opgør med forældrene – især faderen – bliver ingeniør og kommer ind i et helt andet miljø end det indremissionske, han flygtede fra. Han forbruger kvinder og svigter sin elskede – men finer en ny kvinde, som han giver afkald på, da livsdrømmen brister. Man kan se Lykke-Per som en tragisk figur, der svigter, eller læse ham som en, der ofrer sin lykke for at give den til andre – og resignerer.