Dansk litteratur går langt tilbage, men kan i tid naturligvis ikke måle sig med de gamle civilisationer – da den ægyptiske oldtidscivilisation blomstrede, boede vi stadig i simple hytter og havde nok ikke megen sans for anden litteratur end den, vi kunne nedfælde i helleristninger.
Herhjemme regner vi i dag ikke de islandske sagaer som dansk litteratur, fordi Island jo ikke længere er en del af kongeriget og for længst har fået de originale manuskripter til de smukke sagaer retur fra danske biblioteker.
Men vi har et andet måske lige så smukt eksempel på gammel litteratur, som vi regner for den ældste nedskrevne samling af dansk poesi. Det er den såkaldte Hjertebog, som i dag findes på Det Kongelige Bibliotek i København, hvor det forvares som en af dansk litteraturs fineste skatte.
Ikke alene på Christian den 3.’s tid holdt man af Hjertebogen som begreb – også digteren Jens August Schade skrev så sent som i 1930’erne en bog med den titel.
Men tilbage til renæssancen: Bogen hedder Hjertebogen, fordi den er formet som et hjerte, og den er med sit indhold det første eksempel fra Danmark på, at kærlighed bliver opfattet som noget romantisk, og ikke blot en praktisk foranstaltning.
Kendt fra udlandet
Hjertebøger er et fænomen, som man dengang kendte fra udlandet. Som altid har danskerne hentet inspirati
on fra udlandet og haft samhandel og udveksling af viden. Anderledes var det heller ikke dengang – håndværkere gik på valsen i udlandet for at lære de nyeste ting vedrørende deres fag. Men litteraturen – den blev især hentet hjem fra udlandet af unge adelsmænd, som rejste mellem hofferne i udlandet og var på den tids dannelsesrejse – lige som mange unge er i dag.
Hjertebogen er da også inspireret af udenlandske hjertebøger. Ud over Hjertebogen findes der andre eksempler på poetisk litteratur fra den tid, blandt andet Jens Billes Visebog, som også er samlet af en adelsmand.
Hjertebogens indhold
Hjertebogen indeholder i alt 83 forskellige ballader om kærlighed, og vel at mærke på dansk. Ellers var megen litteratur dengang på latin, men her valgte man altså at publicere på nationens eget sprog.
Den mest kendte ballade fra bogen er nok visen om Germand Gladensvend, som slet ikke er en glad vise, men derimod en skrækkelig historie om en dreng, der kommer under en slags forbandelse fra en trold, og historien ender med, at Germand Gladensvends elskede, Jomfru Sølverlad, forgæves på lede efter Germand og til sidst kun finder hans hånd.
Mange folkeviser er ble vet bevaret for eftertiden gennem den tids visebøger, men virkeligheden er, at det ikke var folket, der digtede, men adelen, der samlede viser fra livet ved hoffet. Mange viser foregår jo også i et hofmiljø og afspejler ikke folkets liv, men derimod livet på slot og i borg.